Menu
REKLAME HER
A+ A A-

Morell v Jakovljevic Foto Sjørup

Det er et nyt og måske meget spændende koncept, der bliver taget i brug, når Mogens Palle lørdag aften inviterer til boksestævne i Frederiksberg Hallerne. Det er ikke så meget de, der befinder sig i arenaen, der vil opleve nytænkning, for her er det meste, som det plejer. Men måden, hvorpå stævnet bliver transmitteret til dem, der gerne vil sidde og følge med hjemme i stuen, er det ganske anderledes.

Det er – trods meget ihærdige forsøg – ikke lykkedes Mogens Palle at nå en aftale med en traditionel tv-station om at vise stævnet. Viasat/MTG kunne uden problemer havde kombineret stævnet med Lolenga Mocks (42-14-1) spændende kamp mod Avni Yildirim (20-1) i Tyskland, men tv-stationens ledelse har valgt at lade de personlige sympatier – og anti-sympatier – veje tungere end de faglige hensyn. Det betyder, at TV 3 Max i flere timer sender boksning på tysk serie 4-niveau, selvom muligheden for den danske Superliga var til stede. Man har vel sine principper.

Det betyder dog ikke, at der ikke bliver mulighed for at sidde hjemme i lænestolen og følge med, når de danske boksedrenge skal tage næste skridt mod toppen. Stævnet bliver streamet via Ekstra Bladets hjemmeside, og det vil derfor formentlig få flere seere end det tyske stævne på TV 3 Max. Adgangen til stævnet er nemlig gratis, så alle med en internetforbindelse kan følge med.

Kortsigtet er det for fansene en god løsning. Om det også på den lidt længere bane er en holdbar og rentabel løsning er måske mere tvivlsomt, men Mogens Palle har adskillige gange tidligere trukket kaniner op af hatten, og dette er blot den næste i rækken. Ekstra Bladet er et medie, der som alle andre medievirksomheder er presset på printdelen og derfor har behov for nye indtægtskilder. Her kan streaming være en mulighed.

Denne gang kan boksefans altså se stævnet uden at skulle betale for det. Så godt kommer klaveret næppe til at spille på den lange bane, hvis der bliver tale om et mere formaliseret samarbejde mellem parterne. Der skal trods alt penge i kassen for at betale gildet. De skal komme fra seerne og fra de annoncører, der ved streaming på internettet ikke er underlagt de samme begrænsninger som på tv’et.

Det er et spændende koncept. Der er ikke millioner af kroner at hente fra day one, men på den lidt længere bane kan Ekstra Bladet ende med at vise sig som en betydeligt mere interessant samarbejdspartner end eksempelvis TV 3 Max.

Fire hovedkampe

Optakten til stævnet har vist sig at være både ærgerlig og irriterende. Sarah Mahfoud (5-0) skulle have været i ringen mod franskmanden Stephanie Ducastel (8-4-2), men franskmanden – der måtte have påtaget sig favoritværdigheden i en kamp mod Mahfoud – dukkede fredag ikke op i København som aftalt.

Voldsomt ærgerligt for Sarah Mahfoud, der har trænet meget seriøst op til kampen. Ifølge meldinger fra træningslokalet har hun været særdeles skarp under sparringen, og med en kamp mod Ducastel havde Mahfoud muligheden for at slå sig til tops på ranglisterne. Sådan bliver det altså ikke. En ny modstander er allerede være på vej til Danmark i form af spanske Vanesa Caballero (1-3-1). Spanieren er langt fra nogen klassebokser, og hun er en modstander, som Sarah Mahfoud formentlig besejrer let, men med så kort varsel er det umuligt at finde en god modstander.

Set i det lys, er hun såmænd ok. Succeskriteriet er pludselig blot, at Sarah Mahfoud kommer i ringen.

Spændende Enock-kamp i vente

Mens den ene franskmand altså viste sig af være en fuser, er den anden – endnu – et spændende bekendtskab. Renald Garrido (22-20-2) er en farverig og interessant fyr, der let kan vise sig at blive en meget vanskelig opgave for Enock Poulsen (7-0).

Den kamp kan sagtens ende med at blive aftenens bokseoplevelse. Poulsen har ved flere lejligheder lignet Palle-staldens bedste bud på en kommende EBU-mester, og denne gang skal han nok få en masse at se til. Garridos rekordliste er ganske vist noget plettet, men hvis man ser nærmere på den, kan man se, er der er gode grunde til, at sejre og nederlag er nogenlunde i balance.

Det er de hårde drenge, som Garrido har mødt – og flere af dem er endda blevet besejret. Hans bedste sejr er mod landsmanden Daouda Sow, OL-sølvvinder fra legene i 2008, og Garrido har desuden oplevet at blive hårdt behandlet af mange sidedommere: To gange er han vendt skuffet hjem fra WBO Europa-titelkampe i Tyskland mod Fatih Keles, da han først boksede uafgjort og siden tabte returkampen. Efter annonceringen af den afgørelse faldt Garrido grædende sammen på sine knæ, og selv tyske observatører ved ringside erklærede sig uenige i afgørelsen.

Renald Garrido er en pågående og aggressiv bokser. Han er – præcis som Enock Poulsen – ikke den store puncher, og da han endnu aldrig er blevet stoppet, er det en kamp, som efter al sandsynlighed kommer til at gå alle otte omgange. I disse spalter er Enock Poulsen ved flere lejligheder blevet udråbt som Palle-staldens største boksemæssige håb, og det gentager vi gerne. Derfor forventer vi også, at Enock Poulsen klarer denne opgave og vinder på point.

Morell med stolen for døren

Jeppe Morell (8-2) har allerede to gange dummet sig som professionel: Først mod Maurice Possitti, hvor Morell glemte sin skridtbeskytter, hvilket utvivlsomt kostede voldsomt på koncentrationen og havde stor betydning for nederlaget, samt mod Sven Fornling, hvor danskeren opgav, inden lægen havde set på hans øjenskade. Der er formentlig ikke råd til flere kiks fra Morell, der ikke får lov at komme roligt i gang med en overkommelig modstander.

Argentinske Ruben Eduardo Acosta (36-16-5) har været det meste af verden rundt, og det er tredje gang, han bokser i Danmark. Både Patrick Nielsen og Lolenga Mock har besejret ham, og det skal Morell også gøre. Den danske højrefodsbokser skal forberede sig på en fysisk stærk argentiner, der gerne vil bruge sit lange venstre jab til at bokse på distancen. Det bliver alt andet end nogen nem opgave for Morell, der sagtens kan ryge på halen, hvis han ikke er koncentreret og klar. Det tror vi på, at han er, og vi tipper derfor dansk pointsejr.

Ditlev med vægtfordel

Ditlev Rossing (8-0) får en stor fysisk fordel mod ukrainske Viktor Polyakov (13-4-1). Ukraineren er en fremragende bokser, men i cruiservægt vil han være to vægtklasser for højt oppe. Polyakov var for mindre end et år siden en yndet sparringspartner for Lolenga Mock op til dennes kamp mod Dmitrii Chudinov, og denne gang har han været i Danmark i flere uger, hvor han har trænet sammen med Jeppe Morell.

Ditlev Rossing har en del at bevise efter sin seneste kamp, hvor han trods en klar pointsejr var noget skuffende og ikke leverede nogen overbevisende indsats. Det får han – trods den fysiske fordel – givetvis behov for denne gang. Godt nok har Polyakov tabt sine seneste tre kampe, og godt nok må han to vægtklasser op, men han kan stadg være en farlig modstander.

Oliver Meng (2-0) samt debutanterne Diana Nadim og Allan Mahfoud bør derimod ikke få de store problemer med at vinde deres kampe. De er alle tre på så tidlige stadier i deres karrierer, at de skal vinde overbevisende og træde næste trin op ad stigen. Det kommer de til, selvom det ikke nødvendigvis bliver sejre før tid. Dertil er især Gabriella Mezei (9-15-3) trods alt for stabil.

Stævnet begynder klokken 18.30, hvor det gælder om at sidde klar i Frederiksberg Hallerne eller foran eb.dk.

Foto: Thomas Sjørup

Comments (0)

Rated 0 out of 5 based on 0 votes
There are no comments posted here yet

Leave your comments

Posting comment as a guest. Sign up or login to your account.
Attachments (0 / 3)
Share Your Location

Online members

Vi har 208 gæster og ingen medlemmer online

WHOS ONLINE

KONTAKT OS

Knock-Out
Huginsvej 31
7800 Skive
Tlf. 97511658

Mobil: 29624964
info@knock-out.dk

SCSocial Find Us