Logo

Ceylan v Lowe 5 Foto KGZ Fougstedt

Dennis Ceylan (19-2-2) er en meget bedre og mere begavet bokser end spanske Jesus Sanchez (9-1), og derfor bør han også vinde, når de to boksere næste lørdag tørner sammen om EU-titlen i fjervægt. Så kontant er udmeldingen fra danskerens træner Frank Holm - selvom det for 10 måneder siden endte med en spansk knockout-sejr, da de to boksere første gang stod over for hinanden.

Hvis Dennis Ceylan er skarp og ikke tager let på det, så vinder han, mener hans træner.

"Han skal bokse på afstand, bruge sit lange jab. Han skal holde fokus og ikke forivre sig, være tålmodig. Han skal lokke ham frem og få ham til at åbne sig og lave fejl. Det er det, vi arbejdet med," siger Frank Holm ifølge en pressemeddelelse.

I de to bokseres første opgør virkede Ceylan indledningsvist klart bedre, men et lucky punch fra spanieren vendte op og ned på det hele. En Dennis Ceylan med gele i knæene måtte erkende, at han blev stoppet.

Sådan går det ikke denne gang, hvor den tidligere EBU-mester er bedre forberedt, lover træneren.

"Dennis har jo før trænet med Sanchez, hvor han nærmest legede med ham, hvor det var en ‘walk in the park’. Derfor tog han måske for let på det første gang, de mødtes. Og vi så, hvad der kan ske, hvis man ikke holder koncentrationen og ikke holder afstanden," siger Frank Holm.

Den EU-titel, der er på spil mellem Ceylan og Sanchez, sikrer indehaveren en rangering som minimum nummer 5 på EBU-ranglisten.

Foto: KGZ Fougstedt.

KNOCK-OUT - All rights reserved.