På denne side vil vi forsøge at svare på det der bliver spurgt om oftest, så er der noget du er i tvivl om, så kig forbi på denne side. Mener du at du kan bidrage aktivt med noget, så send os en mail !

Verdensforbundende

Er der danskere der har vundet en "rigtig" VM-titel ?
The "no decision era"
Hvorfor bokser danskere om værdiløse titler?
Hvorfor vinder de danske boksere altid?
Hvad er "Mandatory" titelkampe?
Hvad er et purseoffer?

Verdensforbundene:

WBA, WBC, IBF, WBO, WBO, IBO, IBA, WBF og så videre. Alfabet-suppen af verdensforbund virker nærmest uendelig stor og det er da også størstedelen af forbund der er reelt er uden den store værdi.

Generelt regnes WBA, WBC og IBF som egentlige VM-titler. WBO ligger som "det 4. forbund" midt mellem de tre store og de resterende der reelt ikke er noget værd. Forløberen til det første verdensforbund var NBA, National Boxing Association, der var et nationalt forbund i USA stiftet i 1921. Det blev stiftet af 15 stater.

I 1962 skiftede NBA navn til WBA, hvilket er det ældste af de nuværende forbund. Grunden til navneforandringer var bl.a. at en række nationale forbund udenfor USA var blevet optaget i NBA og så virkede N for "National" ikke helt rigtigt. Desuden stod NBA for de fleste amerikanere for "National Basketball Association" så navnet var meget upraktisk. NBA og WBA havde en afstemningsregel der gav hver medlemsstat 1 stemme.

Dette var til stor irritation for de nationale forbund, da en stor boksenation som Mexico med tusindvis af boksere havde det samme stemme antal som selv den mindste og mest ubetydelige amerikansk stat nemlig 1! Dette gjorde at den "internationale" del af WBA på den årlige convention i 1963 brød ud og stiftede WBC, World Boxing Council. Dette forbund regnes i dag mellem de tre store forbund og er baseret i Mexico.

I 1970 skete der noget interessant internt i WBA, der 13 år senere skulle føre til stiftelsen af det tredje af de tre store forbund IBF, International Boxing Federation. I 1970 var antallet af medlemsstater udenfor USA blevet større end antallet af amerikanske stater. Det gjorde at magtbalancen begyndte at vippe ud af USA. I 1982 forsøgte Robert W. Lee et sidste forsøg på at få magten i WBA til USA, da han stillede op til præsidentposten. Han tabte og stiftede sammen med en række amerikanske stater United States Boxing Association International i 1983.

Dette navn ændredes i 1984 til IBF og nåede anerkendelse da Larry Holmes accepterede deres sværvægtstitel. I 1988 stiftedes WBO, World Boxing Organisation, af utilfredse Puerto Ricanere der brød ud fra WBA. Dette er det sidste forbund der har sit udspring i det oprindelige forbund WBA. Siden da er der kommet International Boxing Council (IBC) i 1990; International Boxing Organisation (IBO) i 1992; World Boxing Federation (WBF) i 1993; World Boxing Union (WBU) i 1994; International Boxing Association (IBA) i 1996 + en håndfuld siden.

Hvor de første splitninger var magtkampe er grunden til de seneste forbund udelukkende penge. Forbundene lever af at sanktionere (altså godkende) VM-kampe. De får en mindre %-del af pursen for en VM-kamp. Ideen til et verdensforbund er dog ikke amerikansk.

Det først internationale forbund IBU, International Boxing Union, blev stiftet i 1912 af den franske boksejournalist Victor Breyer. Ideen var at skabe et verdensforbund - især med vægt på europæisk boksning. De først medlemmer var Frankrig og Schweiz. IBU holdt sig ikke kun til europæisk boksning, men udnævnte også verdensmestre i starten. I 1946 opstod EBU, European Boxing Union, på asken af IBU der reelt var ophørt under 2. verdenskrig. EBU har holdt sig til europæiske titler (med to undtagelser i perioden 1960-62).

Er der danskere der har vundet en "rigtig" VM-titel? Ja. Johnny Bredahl er det der regnes for "rigtig" verdensmester. WBA-titlen han vandt fra Eidy Moya i april 2002 er en rigtig VM-titel. Tilbage i starten af århundredet var der hele 3 danskere der vandt rigtige VM-titler. Den største af dem var "Battling Nelson". Han var verdensmester i letvægt i 1905-06 og 1908-10 og er i dag i boksningens Hall of Fame. Han var også kendt som "the Durable Dane" og anses for en af de mest udholdende boksere i historien. John Gutenko, der var kendt under navnet "Kid Williams" var verdensmester i bantamvægt i 1914-17 og er ligesom Nelson i Hall of Fame. Waldemar Holberg var verdensmester i weltervægt i 1914, men det varede kun 23 dage før han tabte titlen.

Siden har dansk boksning kun haft én rigtig verdensmester udover Bredahl. Det er ikke en dansker, men Ayub Kalule fra Uganda der boksede på dansk licens hos Mogens Palle. Kalule var WBA verdensmester fra 1979-81, hvor han tabte titlen til "Sugar" Ray Leonard. "The no-decision era". Mange boksere der boksede i starten af århundredet boksede utroligt mange no-decisions i forhold til i dag. En klar belysning af "the no-decision era" er nærmest umulig da den varierer fra stat til stat. Den enkelte stats lovgivning afgjorde om boksning var tilladt og under hvilke betingelser. Normalt taler man om "the Frawley Law" som indførelsen af "the no-decision era" i 1911. Den legaliserede boksningen i New York og en lang række andre stater der indførte den. Betingelsen var at kampe højst måtte gå 10 runder og der måtte ikke afgives en dommerafgørelse. Dette gjorde man for at undgå korruption og bestikkelse af dommere og kampledere fra folk der spillede på kampene. Den eneste måde at vinde var KO.

Dette gjorde at man talte om "Avis-afgørelser". Disse var brugt af spillefuglene til at afgøre deres væddemål. Det var en eller flere på forhånd udpegede journalister der scorede kampene og så kan man jo gætte på om journalisterne var mindre korrupte end dommerne :-). I det mindste betød det at bokserne ikke tabte på grund af bestikkelse.

I 1920 indførtes den totale legalisering af boksning i New York med "the Walker Law" og dermed sluttede "the no-decision era" (i New York, andre stater senere). Dette var indirekte medvirkende til stiftelsen af NBA, National Boxing Association. Da New York meget hurtigt blev den mest magtfulde stat inden for boksning i USA, blev tanken om et nationalt forbund realiseret allerede året efter blandt andet for at stække New Yorks magt. Madison Square Garden og den første "superpromotor" Tex Rickard var hurtigt blevet omdrejnings punkt for boksning i USA. 24 fightcards på 8 måneder med typisk 10.000-15.000 tilskuere og 7 boksere der i dag er i Hall of Fame hos Rickard gjorde den økonomiske indflydelse til et problem for andre stater.

Hvorfor bokser danskere om "værdiløse" titler?

Kigger man på de danske boksere har flere af dem VM-titler, nogle har International titler og andre har Intercontinentale titler. Fælles for disse titler er at de på verdensplan ikke regnes for synderligt meget.

Hvorfor så bokse om dem, når man skal betale for det?

Der er flere grunde til det, både økonomisk og sportsligt. Økonomisk betyder det at være "verdensmester", intercontinental- eller international mester en fordel overfor sponsorer, medier og TV-publikum, hvilket giver bokseren (og promotoren) en mulighed for at tjene mere. Intercontinental- og internationaltitlerne giver endvidere gode rangering hos de store forbund, hvilket gør det muligt at få muligheden for at en VM-kamp.

Endeligt giver alle titelkampene bokserne erfaring i at bokse 12-runders kampe. Dette er værdifuld erfaring, hvis bokseren senere får en EBU eller "rigtig" VM-kamp.

Hvorfor vinder de danske boksere "altid"?

Kigger man på de danske boksere vinder de næsten alle deres kampe, især i starten af karrieren. Dette skyldes at promotorerne "bygger bokserne op". På samme måde som det kræver mere end stål og beton til at bygge et højhus kræver det mere end bokserens talent at bygge en god professionel bokser: det kræver en plan! En ung talentfuld bokser der går over som professionel vil altid have mangler i forhold til de opgaver der venter længere fremme i karrieren. Derfor gælder det om gennem træningen og kampe at opbygge de kvaliteter der skal til, for at bokseren kan nå sit optimale potentiale. De første par kampe vil typisk være det der populært kaldes "tomatdåser", forholdsvist ufarlige boksere. Bokseren skal lige vænne sig til at bokse uden hjelm og de mindre handsker der bruges i prof. boksning. Alt efter bokserens erfaring og mangler begynder så det egentlige opbygningsarbejde på de områder der skal forbedres. Her nytter mismatcher ikke. Modstanderen er nødt til at besidde kvaliteter der udfordrer bokseren på de områder man ønsker at forbedre. Bokseren er endvidere nødt til at møde boksere af forskellig type. Det nytter ikke at få en stor VM-kamp eller EBU-kamp og møde en højrefodsbokser for første i sin prof. karriere eller møde en med virkelig KO-power for første gang.

Bokseren er nødt til at have mødt sådanne kvaliteter før og vide hvordan han skal håndtere det. Ikke bare i en træningssituation, men også når det virkelig gælder. Derfor vil bokserne møde meget forskellige boksere i deres opbygning. Men hvorfor ikke lade dem lære i kampe hvor risikoen er langt større end nu? Det er sådan at boksning er en hård sport og én af de vigtigste egenskaber en bokser skal besidde er selvtillid. Hvis bokseren bliver udsat for for mange nederlag og afstraffelser vil det hos mange sidde i underbevidstheden og både gøre dem usikre i ringen og få dem til at miste troen på det langsigtede mål i træningslokalet. Dette kan både sætte bokseren tilbage i sin udvikling og gøre at han ikke når så meget i sin karriere som han kunne have. Endelig skal man ikke være blind for at det er lettere at markedsføre en bokser der er ubesejret end en der har 5 eller 10 nederlag, specielt i udlandet. Så bokseren vil også komme til at tjene mere hvis han bliver bygget ordentligt op.

Hvad er "Mandatory" titelkampe?

"Mandatory" betyder påbudt eller obligatorisk og ordet fortæller ganske godt hvad det drejer sig om. Verdensforbundenes og EBUs førsteudfordrere blivere på et tidspunkt "Mandatory" udfordrere, hvilket betyder at mesteren SKAL møde dem inden en fastlagt dato eller fralægge sig titlen.

Hvad er et purseoffer?

Et purseoffer er en form for aktion om en boksekamp. Titelkampe kan enten være "mandatory" eller frivillige. Ved frivillige forsvar er der altid tale om private forhandlinger hvor mesteren og udfordrerens managere/promotorere finder ud af hvad bokserne skal have for kampen. Ved "mandatory" forsvar kan det gå til purseoffer hvis de ikke kan blive enige om en aftale ved private forhandlinger.

Når der er udskrevet purseoffer kan promotorerne for de to boksere og andre promotorer der ikke har noget med at gøre!!! byde på kampen og buddet (pursen) bliver fordelt efter en i forvejen fastlagt nøgle. Hos EBU er fordelingen 60%-40% med 60% til mesteren.

Hvis titlen er ledig er fordelingen 50%-50%. I de store verdensforbund er fordelingen typisk 75% til mesteren og 25% til udfordreren.